Koret

Sct. Peders koncertkor består af 25 – 30 dygtige sangere, som alle brænder for at udøve vokalmusik på et højt musikalsk niveau. Koret er meget alsidige i valg af repertoire, men vores hjerteblod ligger i den nyere nordiske kormusik. Det ses af vore cd indspilninger og vore koncertprogrammer, hvor f.eks. komponister som Knut Nystedt, Vagn Holmboe, Niels la Cour, John Høybye og andre nordiske komponister ofte er repræsenteret.
Koret har gennem årene givet talrige koncerter i ind- og udland, optrådt i radio og tv, bl.a. flere omgange med “før søndagen” udsendelser og har sammen med orkestre opført en række større værker. Særligt, naturligvis, har koret samarbejdet med Randers Kammerorkester.

Brian Stenger Poulsen er dirigent for Sct. Peders Koncertkor og overtog pladsen i august 2014 efter korets stifter, Karsten Blond. Brian Stenger Poulsen er organist ved Sct. Peders Kirke har været tilknyttet Sct. Peders Koncertkor som sangpædagog siden 2008. Læs mere om ham her

Konkurrencer

Siden 1988 har Sct. Peders Koncertkor årligt med stor succes deltaget i internationale korkonkurrencer og -festivaller. Fremhæves kan 1. pris i både 1992 og 1996 i kategorien blandet kor ved den kendte og krævende internationale Béla Bartók kor-konkurrence i Debrecen, Ungarn, samt en 1. pris og Grand Prix i Ventspils, Letland, i 1994. I 1999 opnåede koret titlen ‘Kategorivinder’ og et gulddiplom ved den første internationale korkonkurrence i Wernigerode, Tyskland. Ved Bohuslav Martinu festivallen i Pardubice, Tjekkiet i 2003, vandt koret to gulddiplomer, en katagori-førsteplads, samt en specialpris for opførelsen Goeffrey Pooles “Wymondham Choruses”.

Koret deltog i korkonkurrencen Tonen 2000 i Poeldijk, Nederland i 2008. I 2010 deltog koret i d. 13. Concorso Corale i Riva Del Garda, Italien, og vandt et gulddiplom. I 2012 fik koret i et gulddiplom ved Canti veris Praga. Og endelig har vi 2014 fået en 2. pris ved Béla Bartók kor-konkurrencen i Debrecen, samt en specialpris for bedste opførelse af János Vajda, Alleluja,

Koret har udgivet flere cd’er. Få overblik over Sct. Peders Koncertkors indspilninger.

Anmeldelser

Skandinavisk Kirkemusik i Randers

Af Klaus Lyngbye, organistbladet.

Skandinavisk kormusik. Sct. Peders Ungdomskor og Sct. Peders Koncertkor, Randers, Brian Stenger Poulsen, dirigent, Karsten Blond, dirigent og orgel. Værker af Hugo Alfvén, Knut Nystedt, Sparre Olsen, Bo Holten, Bernhard Lewkovitch, Jesper Madsen, Niels la Cour, Brian Stenger Poulsen og Ola Gjeilo. Cd’en er optaget og produceret af Viggo Mangor for Paula i foråret 2013. PAULA PACD175

Tradition for korarbejde kan føre vidt. Og en lang tradition kan føre meget vidt. En sådan må siges at eksistere ved Sct. Peders Kirke i Randers, hvor Karsten Blond i snart en menneskealder har stået i spidsen for et forbilledligt og fremragende korarbejde, hvilket ikke blot højner niveauet ved gudstjenesterne, men også giver store muligheder for koncerter.

Et kirkeligt kvalitetsbevidst korarbejde er også med til at give respekt for kirken og dens aktiviteter i området, ligesom det er et led i at opdrage en masse unge, sangglade mennesker, der så at sige bliver vaccineret for livet.

Som tidligere cd’er med komponisterne Holmboe, Nystedt samt en juleplade, er Skandinavisk Kirkemusik et rigtig fint vidnesbyrd om en sådan tradition. Som navnet antyder, er der tale om skandinavisk kormusik, idet dog Danmark og Norge leverer den overvejende del af satserne. Hugo Alfvén repræsenterer Sverige med en enkelt sats

De medvirkende er Sct. Peters Kirkes Koncertkor og samme kirkes Ungdomskor, begge dirigeret af Karsten Blond, som også spiller orgelværker af Jesper Madsen og Knut Nystedt.

Med undtagelse af Alfvén spænder musikken tidsmæssigt fra 1952 til 2006, idet værker af Nystedt og Lewkovitch fylder mest. Bernhard Lewkovitch er repræsenteret ved sin Messe op. 10 med alle 5 satser, velklingende og særdeles anvendelig kirkemusik, ”en hidtil upåagtet perle, der vidner om den unge komponists evne til, og under inspiration af forskellige strømninger i den samtidige musik, at udtrykke sig i en selvstændig differentieret og kontrastrig, men alligevel sammenhængende udtryksform”. Stilen er den man genkender fra op. 11, de tre motetter, med flittig brug af tværstande og vekslende rytmer.

Knut Nystedt leverer til såvel Koncertkoret som Ungdomskoret nogle af sine efterhånden klassiske motetter, hvor især Søk Herren for ungdomskor springer i ørerne, ligesom Niels la Cours slidstærke Frans af Assisis bøn gør det. Med er også Jesper Madsens sidste værk, det prisbelønnede Perikope for ungdomskor og orgel samt Bo Holtens Haec Dies. Spændende er det at stifte bekendtskab med nordmanden Sparre Olsens (1903-1984) velklingende satser, samt Brian Stenger Poulsen (f.1970) og Ola Gjeilos (f.1978) nutidige tonesprog.

Af det medfølgende og fint tilrettelagte lille notehæfte fremgår, at korene i tidens løb har deltaget i utallige nationale og internationale konkurrencer og taget mange priser hjem. Det forstår man godt. Fremførelsen er på højt niveau med sikker intonation, fin balance, god dynamik og tydelig tekst. Forhåbentlig kan den tjene til inspiration for kolleger og deres kor. Det fortjener den.

Kormusik i vægtløs skønhed

af Monica Papazu, redaktion@amtsavisen.dk. Randers Amtsavis, 05.03.2012

ANMELDELSE: For en uge siden vendte Sct. Peders Koncertkor hjem fra en international korkurrence i Prag, hvor det vandt gulddiplom og 1. pris. Dette elitekor, dirigeret af Karsten Blond, har altså tilføjet endnu en æresbevisning til den lange række af nationale og internationale præmier, som gennem årene har kronet dets arbejde.

Sammen med Sct. Peders Ungdomskor opførte Koncertkoret i lørdags i sin hjemmekirke, for et stort publikum, det program, som det havde præsenteret i Prag. Koncerten markerede samtidig afslutningen på Korby Randers Uge.

Skønt alle Sct. Peders kors koncerter er af den højeste kvalitet, var denne koncert noget ud over det sædvanlige. Der lå en sublim perfektion over den.

Tiden syntes at stå stille på grund af den fylde, som lå i øjeblikket. Renhed, præcision, formfuldendthed og inderlighed – alt var til stede.

Koncerten var samtidig som en indføring i lydens, klangens mysterium. Den pure, skønne lyd, som åbner en hel verden. At lyden åbenbarede sig på den måde hænger også sammen med de valgte stykker.

Programmet bestod nemlig med undtagelse af to ældre stykker, som ellers harmonerede meget godt med helheden ( T. L. Vittoria fra 1500-tallet og C. E. F. Weyse, den danske Guldalders store komponist), af nyere kirkemusik af den art, som er karakteristisk for Sct. Peders Kors repertoire: De nordiske Knut Nystedt ( f. 1915), Niels La Cour ( f. 1944), Bernhard Lewkovitch ( f. 1927) og Ola Gjeilo ( en meget talentfuld ung norsk komponist) og centraleuropæerne: ungareren Zoltán Kodály ( d. 1967) og tjekken Zdenek Lukas ( d. 2007).

Fælles for dem alle er en form for minimalistisk udtryk med rødder i gregoriansk sang, en koncentration over den pure lyd, bevægelsen i små trin, hvor det mindste interval bliver udtryksfuldt og synes at rumme hele musikkens mysterium i sig. Noget af det smukkeste kirkemusik, der findes.

For det var kirkemusik -en sang, som bærer ordene og danner ordenes usynlige aura og løfter sjælen i bøn og i mødet med en skønhed, som ikke er af denne verden.

I Prag som i Randers rammer denne musik menneskets hjerte lige dybt.

DOKS-bladet maj 2011

Koret sang fænomenalt, sublimt og levende – en fryd for øje (!), øre, sjæl og sind. Vi var i den nyere del af musiklitteraturen med Herbert Howells fra 1882 som aldersrepræsentant og Ola Geilo fra 1978 som ynglingen. Særligt Pooles Ave, Rex, Angelorum – Tutivillus fik folk til at trække på smilebåndene, da det også krævede visse dramaturgiske talenter.